"Den nyuddannede præst Emanuel Hansted har vendt sin akademiske københavnerfamilie ryggen og fået arbejde som kapellan i nogle små landsogne. Han er ung, idealistisk, og fyldt med drømme om at frelse de fattige og bønderne ved oplysning og den rette tro. En del lykkes for ham, men virkeligheden svarer ikke til hans forestillinger.

Romanen foregår fra 1877 og ti år frem, og Emanuel bliver part i tidens mange sociale, politiske og religiøse spændinger. Gennem en række personer, der repræsenterer hierarkierne i samfundet, får vi udfoldet et rigt tidsbillede om livet på landet. Det er levende og tidløst. Emanuel er vokset op i København i "tæppebelagte værelser med udsigt til Kanalen, Børsen og Christiansborg". Men alt dette betragter han som forløjet og overfladisk. Han er en drømmer og natursværmer, der tror på et folkeligt fællesskab med et enkelt arbejdsomt liv og kristen tro. Han bliver gift med den indadvendte bondedatter Hansine og får tre børn, hvoraf drengen dør, fordi han ikke vil lade en læge tilkalde i tide. Han bliver højskolebevægelsens nye profet. Undervejs bliver han dog i tvivl om de romantiske forestillinger holder, hvilket har store omkostninger for hans familie."

- Anny Skov Madsen, Litteratursiden

Det forjættede Land

Det forjættede Land var med til at give Henrik Pontoppidan Nobelprisen i 1917. Bogen giver et fint billede af livet på landet i 1880'erne. Hovedpersonen er en ung præst, men vi kommer også indenfor hos den fattige landarbejder, den velstående bonde og den emsige købmand.

Vi ser bl.a. hverdagens liv, vi er med til bryllup og begravelse, og vi får et fint billede af den kamp, der dengang udfoldede sig mellem forskellige religiøse bevægelser. Her kommer den unge idealistiske hovedperson også til at spille en betydelig rolle. 

Nærværende udgave af bogen holder sig strengt til udgaven fra 1918, men den er redigeret med nænsom hånd for at hjælpe nutidens læsere. Retskrivningen er moderniseret, ordstilling og tegnsætning er undertiden ændret en smule, og så er en lang række gammeldags ord erstattet af nye. Derfor kan denne bog læses af alle.

De dødes Rige var med til at give Henrik Pontoppidan Nobelprisen i 1917. Det er en stor kollektivroman, hvor de fleste hovedpersoner økonomisk set befinder sig på livets solside. Forfatteren forstår på en fin måde at lade dem mødes på forskellig vis, selv om de fleste egentlig ikke har ret meget med hinanden at gøre. Samlet set giver romanen et fantastisk kulturhistorisk billede af det danske samfund omkring 1910. Selve bogens handling er fiktion, men flere af tidens store personligheder har tjent som model for i alt fald en del af personerne.

 Nærværende udgave af bogen holder sig strengt til udgaven fra 1922, men den er redigeret med nænsom hånd for at hjælpe nutidens læsere. Retskrivningen er moderniseret, ordstilling og tegnsætning er undertiden ændret en smule, og så er en lang række gammeldags ord erstattet af nye. Derfor kan denne bog læses af alle.

De dødes Rige

Henrik Pontoppidan giver i fem forunderlige noveller et skarpt billede af en lang række sociale forhold i Danmark omkring 1880. Vi møder de fattige husmænd, de rige gårdejere, og præsterne som er noget for sig.

Mest forunderlig er måske historien om to forskellige strandinger. De sker med mange års mellemrum, men ligheden er i grunden ganske forfærdelig. Ved den sidste stranding befinder vi os endda i det, som Pontoppidan et andet sted kalder for fremskridtets og humanitetens århundrede.

Landsbybilleder

Henrik Pontoppidan er en af de få danskere, der har fået Nobelprisen, og hans lille roman "Isbjørnen", der er fuld af humor, er noget af det mest finurlige, der nogensinde er skrevet på dansk.

Hovedpersonen er Thorkild Müller, i sin barndom og ungdom den fødte taber, som mod sin egen vilje bestod den teologiske uddannelse uden at have læst overhovedet. Så blev han præst på Grønland og en sand vinder. Han rejste senere til Danmark, blev landsbypræst og ...

Det er en fantastisk historie, der fremrulles i "Isbjørnen", og så viser det sig, at den rent faktisk har en historisk kerne. Pontoppidan har nemlig selv fortalt, at modellen til Thorkild Müller var en af faderens gamle studenterkammerater, som under et besøg havde fortalt om sine grønlandske oplevelser. Senere forskning har godtgjort, at det var Morten Fabricius Dan Hammer, som var præst i Kongerslev 1857-74.

Det skal understreges, at Henrik Pontoppidan ikke selv har mødt sin hovedperson, og at hans formål var at skrive en god fortælling og ikke en historisk korrekt beretning.

Isbjørnen

Un étranger, "le visiteur royal", arrive. Il bouleverse et libère une vie volontairement et faussement prisonnièe d'elle-même.

Le visiteur royal

Le visiteur royal - Et autres nouvelles

Je me suis tourné vers le roman, une forme artistique qui avait été négligée auparavant et avait ainsi acquis une mauvaise réputation, mais qui, au cours du XIXe siècle, s'était développée et s'était élevée aux rangs occupés par le drame et l'ancienne épique.

Après un voyage d'été en Suisse, riche en expériences, j'ai commencé à écrire. Au début, je m'attachais à décrire la nature et la vie populaire, puis, au fil des ans, la description de l'homme est devenue mon principal centre d'intérêt.

L'un des moyens du troupeau, je suis né le 24 juillet 1857, dans la petite ville du Jutland de Fredericia. En 1863, mon père a été transféré à Randers, une autre ville de Jutland, où un an plus tard, à l'âge de six ans, j'ai vécu l'invasion des armées prussiennes et autrichiennes alliées.

Ses oeuvres

Ses derniers livres